.. GLÆDELIG 2019!
I GOD TID SOM ALTID ..
Januar var en funky kombination af teknisk roderi og dovenskab.
Sådan er januar altså.
Men bloggen har et nyt design ..
Der er lige nogle justeringer, men jeg elsker det!
Tak til teknikeren.
Ambitionen var også at rode med et brandingstrategisk, kedsommeligt kursus.
Serious business woman.
Ambitioner, ambitioner ..
Så blev børnene syge og så blev det altså til snot og troldeshow. Neonhår og glitterrøv.
Kender I Trolls?
Ser den 3 gange dagligt.
Mors mentale stabilitet kompromitteres for drengene som aldrig bliver trætte af trolde.
“Aldrig, aldrig, aldrig…” som en vis borker ville formulere det.
Min teori er, at troldene i realiteten er LSD, hvilket jeg da også kan sympatisere med, hvis man hedder Birgit og lugter af sovs ..
Ikke at jeg har brug for det.
Jeg er så glad, at jeg har permanente smilerynker!
Nå, nu er det så februar.
Grå og deprimerende måned. Fuck februar. Der skal hygge til og nu hvor man ikke kan leve af kærlighed og tequila, så er kakao da også hyggeligt ..
.. og så er det jo sådan, at når man ikke kan komme til for snottede babybørn, så skal der retarderede projekter til som hjemmelavede skumfiduser.
Skumfiduser med kardemomme og rose ..
Det har man brug for i februars vinterdesperation!
Kan man smage forskel på fabriksfidusen og den hjemmelavede?
Garanteret ikke, men altså, den hjemmelavede kan smages til med forskelligt mums så den ikke bare smager af syntetisk sødme.
Eksempelvis kardemomme og rose som altså smager skide godt i kakao.
Hvor mange der bliver til, varierer med størrelsen.
Jeg er personligt fornøjet med en vis størrelse på fidusen.
Det er en smagssag.
Man kunne argumentere for en kulinarisk katastrofe nu ..
Tørrede blomster er ikke guf, men det pynter da at plumpe sådan en i koppen!
Jeg fotograferede kakaoen for nylig på en grå møgvejrsmandag.
Slubrede alle kopperne i mig mens drengene puttede. Det var en af de sjovere mandage ..
.. og nu synger fuglene!
Det er da også vinterferie et sted nu, er det ikke? Nå, vinter så.
Der er en ny opskrift på kakao lige her!
Hvis I orker at lave sådan en portion ..
Aldrig har pulver været så euforiserende godt!
Hvis man da lige abstraherer fra LSD ..
.. og hvis I stadig er dovne, så køb en Cocio og en pose skumfiduser i Netto.
Hvis du kan komme til for Karen Volf tarteletter og slatne blomsterbuketter ..
KARDEMOMME OG ROSENSKUMFIDUSER
PORTION: 25 skumfiduser
INGREDIENSER:
10 blade husblas
120 g. koldt vand
400 g. sukker
250 g. lys sirup
¼ tsk. salt
15 g. kardemomme ..
1 spsk. rosenvand
Flormelis til drys ..
.. og tørrede rosenblomster til pynt!
INSTRUKTIONER:
Kom husblas i en skål med koldt vand i 10 minutters tid ..
Vand, sukker, sirup og salt koges til en temperatur på 115°C.
Det skal være præcist!
113°C er for lidt og 117°C er for meget ..
.. så brug et sukkertermometer!
Klem vandet fra husblassen og rør den i sukkermassen hvor den nu smelter.
Pisk så massen på en røremaskine i 10 minutter og tilsæt kardemomme og rosenvand.
Mens massen piskes, beklædes en form med bagepapir og drysses med flormelis.
Kom så skummassen i en olieret sprøjtepose, fordel massen i formen og lad den sætte sig i 12 timers tid.
Skær massen i stykker og vend dem i flormelis.
Opbevar fiduserne i en plastikboks ved rumtemperatur.
Skriv et svar