Nå. Der skal pølser til den kartoffelsalat.
Pølser i pisvejr. Definitionen af dansk sommer.
Denne partypølse med snasket løgkompot og knasende nødder skal guffes til den festlige kulmination af 3 års hektisk hygge.
3 års social isolation.
Hvorfor?
Jamen altså, i 2016 destruerede vi et gammelt lortehus og startede bygningen af et nyt.
Problem på problem med dokumentation, kommunikation, logistik, idioti og amatørisme resulterede i, at det projekt lige tog 2 år…
I 2017 kom Ask så til verden.
Hurra!
Men altså, med byggeballade og livlig baby kan livet godt blive kedeligt, så for at have noget at psykoanalysere hos terapeuten, kom Ari til i 2018. Hurra!
Der er ikke noget som hormonelt hysteri der lige kan perfektionere et af livets absolutte lorteprojekter, at bygge hus.
Ari blev født hjemme og til fars angst blev gardinerne ikke monteret i tide.
Altså, det er da også stressende for en far…
Nu er huset blevet til et hjem (inkl. gardiner), haven er ikke en offentlig byggeplads med gamle dåsebajere og cigaretskodder, Ask bliver snart 2 år, Ari bliver 1 år og vi bliver 58 og 61.
30 år på 3 år…
Hurra, hurra, hurra!
Kompromitteret mentalitet og personlig hygiejne, lortenat på lortenat og daglig desperation, hormonelt hysteri og kærlighed.
Nu skal det fejres, at drengene er kommet til verden, at vi har et nyt hjem de kan vandalisere og at vi stadig er i live.
Champagne, balloner, pølser, øl og is skal til.
Kom og hils på!
Nå. Pølser. Jeg tager ikke selv livet af dyret, men jeg har det perfekte brød, snask og knas til.
Brød, en klat dijonsennep, pølse, kompot, nødder og så lige en frisk, dekorativ urt. Alle er glade.
BRØD · INGREDIENSER
PORTION: 12 brød
50 g. gær
3 dl. vand
1 tsk. salt
1 spsk. honning
50 g. yoghurt natural
½ dl. olie
1 æg
450 g. hvedemel
100 g. grahamsmel
Sesam
· OVN TEMPERATUR OG FUNKTION ·
200°C · Varmluft
BRØD · INSTRUKTIONER
I en skål røres gær sammen med vand, salt og honning.
Rør så yoghurt, olie og æg i.
Rør alle meltyperne i og ælt til dejen er lækker og fleksibel at arbejde med.
Den er snasket til at starte med, men der skal ikke suppleres med mel!
Dejen hæver nu i 30 minutter.
Form så 12 pølsebrød, suppler evt. med mel nu mens der formes og placer brødene på en bageplade med bagepapir hvor de hæver 30 minutter til.
Brødene pensles med æg, drysses med sesam og bages 15 minutters tid.
MANDLER · INGREDIENSER
150 g. mandler
½ dl. honning
Røget salt
MANDLER · INSTRUKTIONER
Mandlerne hakkes og kommer på en pande ved medium varme.
Varm mandlerne i 5 minutters tid og kom så honning ved.
Bland honning og mandler og fordel blandingen på bagepapir, hvor den straks drysses med røget salt.
Skriv et svar