HJEMMEBAGT BRØD SMAGER AF KÆRLIGHED, TRANEBÆR .. OG MANDLER.
Det er ikke altid, at man har tid til hjemmebag. Man er vel menneske ..
.. men der er altid gode sager der ikke smager af fabriksfabrikat hjemme hos olde, Granny’s House.
Dette er til orientering ikke et sponseret projekt.
Skidtet er smagt og bagt af egen appetit, men mandlernes nøddesødme og tranebærrets syrlighed er en skide god smagskombination og den kan jeg takke Granny’s House for.
God til gammel ost, chokolade .. og smør.
Har I hilst på olde?
Nej?
Hvad krydrer I så røv hos mig for?
Hjem til olde med sig og hils fra mig ..
Jeg tager altid tranebær- og mandelboller med hjem, så nu har jeg altså prøvet en hjemmebagt variant.
Et brød af boller.
Fjeldgeden er tatovør og for tiden på tur i USA i 3 år .. som i realiteten er 3 ugers tid. Whatever.
Savn har den effekt på tid.
Husbyggeriet effektiviseres for tiden og det er jo ikke kedeligt ..
Så er der måske et hjem at komme hjem til.
Men for nu er mor alene. Alene og alene, mormor og morfar er her.
Glad, gravid og med gedekid.
Glad og glad ..
Mor er træt.
Far er savnet.
Mor er træt.
Men altså, har man et socialliv, er det da på tide at invitere til boller og ballade!
For tiden defineres socialliv nemlig af en baby for sur til at sove.
Sjovt at baby ikke er træt, trættende som baby er.
Dumme, elskede baby.
Boller og ballade. Mor savner far.
Vi bager og savner, sådan er livet lige nu!
Et brød af boller, lige til at dele med dem man godt lide, hvis dem man godt kan lide altså kan lide tranebær og mandler ..
TRANEBÆR- OG MANDELBRØD
PORTION: 1 brød lavet af 11 boller
INGREDIENSER:
2 dl. mælk
50 g. smør
25 g. frisk gær
1 æg
25 g. sukker
1 tsk. salt
125 g. mandler
100 g. tørrede tranebær
400 g. hvedemel
OVN TEMPERATUR OG FUNKTION:
220°C · Almindelig
INSTRUKTIONER:
Smørret smeltes og blandes med mælk.
Hæld så mælkeblandingen i en skål hvor gæren nu opløses.
Tilsæt æg, sukker og salt.
Tilsæt så frugt og nødder, afslut med mel og ælt til en dej.
Dejen hæver nu 1 times tid ..
Ælt dejen på ny og fordel den i 11 boller.
Placer bollerne i en springform med bagepapir og hæv i 30 minutter til.
Bag brødet i 20 minutters tid og spis, spis, spis ..
.. og har man ikke tid til hjemmebag så smut da en tur til hjem til olde!
Så, nu sover baby.
Man er vel menneske .. og opportunist.
Godnat!
Skriv et svar