HVIS I NU SKAL TIL AT SMAGE PÅ ET FRISKBAGT TOASTBRØD ..
.. så har jeg her et pynteligt og lige så appetitligt tip til hvordan I kan spise det, hvis det altså ikke bare er perfektionen i en klat smør og et nip salt der skal til ..
Jeg var for nylig en tur i Københavns Torvehaller og spendere hvad der svarer til en lottogevinst med 7 rigtige på friske figner, brombær, valnødder og honning ..
.. og hvor i verden man plukker figner og brombær i maj måned, ved jeg ikke, men geografiske placeringer af hid og did er også en by i Rusland!
Det er garanteret transporten fra troperne til det danske forår der koster, så hvis man ikke har bedre ting at bruge penge på, kan man købe pebret importfrugt nu, eller vente til august hvor den er i sæson, billigere .. og bedre!
Man kan også plante et træ eller en busk.
Det vil jeg gøre ..
Det vil jeg gøre!
Nå, jeg snuppede altså også en dusk marokkansk mynte og en af Arlas gourmet oste ved navn “Loke”, som er en friskost der fungerer godt til så godt som alt, da den er god til at absorbere smag af eksempelvis frugt, bær og krydderurter.
En desperat ost, der bare gerne vil være med, ligesom Loke, hvis man nu også skal blive nordisk mytologisk ..
Toast med friske figner og brombær, nødder, urter og et honningkys ..
Den perfekte kombination af sødt, salt, blødt og sprødt.
Det er kærlighed på toastbrød!
.. Prøv det, I vil elske det!
TOAST MED FRISKE FIGNER OG BROMBÆR
INGREDIENSER:
Friskost
Friske figner
Brombær
Valnødder
Honning
Frisk mynte
INSTRUKTIONER:
Hvis brødet er friskt, er det perfekt som det er ..
Hvis ikke, smager det også dejligt toastet og sprødt til den cremede ost.
Smør brødet med friskost og kom så figner, brombær og valnødder på.
Drys frisk mynte på og server straks med et honningkys ..
Skriv et svar