DET ER FEBRUAR, DET ER FASTELAVN OG TID TIL DEN DEFINITIVE KULINARISKE KATASTROFE DER ER FASTELAVNSBOLLER ..
.. og jeg har faktisk allerede en opskrift på bloggen!
Den er resultatet af bitter erfaring og teknisk professionalisme.
Av, for katten i tønden, det er bøvlet!
Fyldet smutter med imponerende determinisme ud af bollerne, hvad end det er curd, creme eller kompot ..
.. og så må man tage til takke med balladen, når alle dinosaurerne og Disney prinsesserne ingen boller får.
Fuck fastelavnsboller.
Mage til lorteprojekt, altså.
Almindelige mennesker kan hverken lave det .. eller finansiere det.
Det er bananas hvad en fastelavnsbolle koster.
Danmarks dyreste koster 75,-
75,- bobbelobs!
Så, for at fastelavnsbolleprojektet ikke skal realiseres på kredit eller cocktails af zoloft/xanax med ekstra diazepam, så laver jeg en dejlig gærdejshvedebolle kogt i olie, fyldt med curd og dyppet i glasur.
Bolle, berliner, beignet.
Dansk, tysk, fransk.
Whatever ..
.. Kogt, fyldt, dyppet?
Bøvlet?
Nej!
Dejen æltes, trilles, koges i olie og fyldes med en dims man kalder en fyldetyl ..
.. er det for surt, dypper man i sukker, men hvis man nu godt kan lide kager der forårsager syreskader på den søde tandemalje, så laver man en citronglasur og pynter med syrlige pops af kaviar lime / citrus kaviar.
Importeret fra troperne, ikke en skid bæredygtigt, jeg er ked af det ..
.. men de er så finurlige og hvis man gerne vil give den gode, gamle glasur med citronsaft og flormelis nyt liv, så få fingrene i en kaviar lime, eller finger lime som det også hedder.
Kært barn, pissesurt.
Kaviar, ikke af fiskeæg, men citrusfrugt, proppet med limejuice der popper når man tygger på dem.
Tekstur og syrlig pondus til den søde, bløde bolle, en finurlig fastelavnsoplevelse ..
.. og en finurlig oplevelse er vel det der skal til for at overleve februar!
Julen er forbi, men det er stadig vinter for en stund endnu ..
.. og jeg prøver at mærke årstidens stemning af dovne dage hjemme, stearinlys i vintermørket og forårsdrømme, te med honning og urter, ting der tager tid, kage med varme krydderier .. og finurlige fastelavnsboller!
Denne tid på året, hvor voksne sjasker ud i gummistøvler og tylskørt for at vandalisere børnenes tønde ..
.. og prygle dem med ris til minde om vor frelsers lidelser.
Nå, det gør I ikke?
Det er også kun de frommes fornøjelse ..
Os der kender Jesus personligt.
Blasfemister!
At prygle børn .. og spise boller, som forberedelse til den snarlige faste, var definition af festivitas, for snart 1000 år siden.
På den tid blev dejen kogt, fordi kogning fungerede som en konserveringsmetode ..
.. og selvom man i 1250 nok droppede den eksotiske citrusfrugt, så minder den her kogte finurlighed faktisk mere om den traditionelle fastelavnsbolle end Københavns fancy konditorboller.
Det er vel i realiteten heller ikke nogen moderne konditors intention.
Konditorer er kunstnere.
Det er blevet en performativ oplevelse at spise en fastelavnsbolle.
Hvad fuck sker der for det?
Okay, jeg dropper min antropologiske fastelavnsfilosofi ..
BOLLER SMÅ SKAL I FÅ,
SÅ I BLIVER GLADE ..
.. OG SÅ VIL JEG IKKE HA’
I LAVER MER’ BALLADE!
FASTELAVNSBOLLER MED LEMONCURD, CITRONGLASUR OG KAVIAR LIME
PORTION: 10 boller
INGREDIENSER :
1 ½ dl. mælk
50 g. sukker
50 g. smør
1 tsk. vanilje .. essens, ekstrakt, pulver, frø direkte fra bælgen du selv har plukket i Polynesien, whatever!
Fintrevet skal af ½ citron
1 tsk. salt
15 g. frisk gær
1 æg
325 g. hvedemel
75 g. lemoncurd ..
½ l. fritureolie
200 g. flormelis
½ dl. citronsaft
Kaviar lime ..
INSTRUKTIONER :
Man kan godt lave kogte boller af dej der hæver i 17 timer, men hvis fastelavnsboller nu er et spontant projekt og dejen skal hæve på relativt kort tid, så skal ingredienserne tempereres ..
De må ikke være kolde, så derfor skal man snuppe et æg fra bakken og lægge det på køkkenbordet i god tid!
Så, mens ægget tempereres, lunes mælk og smør i en gryde.
Nu må mælken altså heller ikke være for varm, for så tager man livet af gæren.
Stik en finger i gryden ..
Rør så gær i og når klumperne er væk, røres salt, sukker, smør, vanilje, citronskal .. æg i!
Hæld blandingen i en røreskål med mel og ælt dejen i 10 minutters tid på en røremaskine.
Det bedste man kan gøre for en dej, er at ælte, ælte, ælte den!
Lad den hæve under en fugtig klud i 1 times tid ..
Del så dejen i 10 lige store stykker, tril til små boller og lad dem hæve 30 minutter til.
Føler man pludselig for at trille store boller, skal man kontrollere den perversitet ..
Bollerne skal koges i olie og hvis de er for store, så branker de før de er klar og så er bollerne fyldt med snasket, rå dej.
Små boller!
Varm olien op til 170°C og drop så blusset, så varmen er stabil ..
Hold øje med termometeret!
Kog bollerne i ca. 2 minutter på hver side, til de er brune, ikke brankede, og sprøde.
Lad dem dryppe af ..
Fyld en sprøjtepose med lemoncurd, som faktisk gerne må være kold, og fyld bollerne med fyldetyllen i toppen af bollerne, så fyldet ikke smutter ud ..
.. og har man ikke lemoncurd, så fyld dem med karamelcreme eller æblekompot, eller Nutella, det er altid godt!
Rør flormelis og citronsaft sammen og pynt bollerne med glasur og kaviar lime.
Skriv et svar