EN CITRONKAGE ER VEL DEN KULINARISKE DEFINITION AF DET FILOSOFISKE PARADOKS, DET SURE MED DET SØDE ..
Aromatisk citrus, syltet ingefær og sukkersødme er en dejlig, sursød smagskombination .. og med knasende birkes bliver det ikke bedre!
Til orientering er syltet ingefær ikke gari.
Altså, det japanske sursyltede snask man spiser med wasabi til sushi.
Det skal man ikke proppe i!
Det er ingefær sødsyltet i sirup.
Så eksotisk er det altså ..
.. og det stopper ikke med ingefær.
Der skal gurkemeje til.
Gurkemeje i en kage.
Ikke for smagen, men for farven.
Gul kage, god kage, sådan er det!
Jeg var for nylig en tur i byen med balladebabyen og proviantere til et projekt ..
Kagebagning var nu ikke intentionen.
Citronerne med deres dejlige duft og smukke, grønne blade charmerede sig med hjem i plastikposen.
Der var også en pose birkes i skuffen som var begyndt at kede sig, så ..
.. og så har jeg jo denne gyldne skønhed af en kageform og den skal I da også have glæde af!
Ekshibitionistisk som den er.
Sociale medier elsker den.
Kagen er lige så god i en kedelig kageform, don’t worry.
Baby er god til at guffe kage.
Noget af det hyggelige ved baby er, at mor nu har nogen at spise kage med ..
Babytænderne i gummerne er søde.
Ligesom ham.
Søde, sure baby.
Nå, svesken er hjemme igen!
Man var også ved at blive idiot.
Det er konsekvensen af aldrig at sove.
Idioti.
Så nu hvor far er hjemme, skal mor sove.
Kage, så koma til mor og kaffe og kodimagnyl til far.
Vi ses om 3 uger når jeg er blevet menneske igen ..
.. eller 3 år.
CITRONKAGE MED INGEFÆR OG BIRKES
PORTION: Kage til 12 – 14 personer
INGREDIENSER:
250 g. sukker
Skal af 2 citroner
2 stk. revet, syltet ingefær
½ tsk. gurkemeje
4 æg
½ dl. citronsaft
1 tsk. vaniljeekstrakt
180 g. creme fraiche
350 g. hvedemel
2 ½ tsk. bagepulver
½ tsk. salt
25 g. birkes
1 ½ dl. smagsneutral olie
OVN TEMPERATUR OG FUNKTION:
175°C · Almindelig
INSTRUKTIONER:
Sukker piskes med citron, ingefær og gurkemeje så smag og krydderi fordeles.
Tilsæt nu æg og pisk til en cremet konsistens.
Rør så citronsaft, vaniljeekstrakt og creme fraiche i.
Sigt mel og bagepulver i .. og husk salt!
Rør så birkes i og afslut med olie.
Hæld dejen i en olieret form og bag kagen i 45 minutters tid ..
Hvis kagen nu bliver alt for bagt, så kom stanniol på.
Skriv et svar