GRYDEBRØD.
BRØDET ALLE ENTUSIASTISKE BRØDBAGE MED GRYDER ELSKER!
Jeg er glad for brød. Og smør.
Smør, smør, smør.
Smør og hjemmebagt brød.
Jeg lever af det for tiden!
Det bliver aldrig kedeligt ..
.. og hvis brød, smør og menneskelig eksistens så alligevel bliver kedsommelig, er det altså bare at være kreativ med korn og kerner, krydderier, urter, frugt og bær, nødder og chokolade ..
Hvad end I har i skabe og skuffer!
Denne variant er dog så kedelig som det er muligt, for det skal nemlig bruges til en frokost favorit ..
Ja, hvad mon det er?
Nu kan I starte med at bage brødet og så skal I nok snart få glæde af favoritten ..
GRYDEBRØD
PORTION: 1 brød
INGREDIENSER:
10 g. frisk gær
4 dl. vand
400 g. hvedemel
100 g. valgfrit mel · eksempelvis grahamsmel
10 g. salt
OVN TEMPERATUR OG FUNKTION:
250/225°C · Almindelig
INSTRUKTIONER:
Den friske gær røres i vandet og blandes med mel og salt.
Dejen røres godt evt. på en maskine til den har konsistens som grød.
Kys dejen godnat og placer den på køl i 10 timers tid.
Godmorgen!
Nu skal dejen lige vågne 1 times tid ved almindelig rumtemperatur.
Tag et stykke bagepapir og mel det til ..
Hæld så den snaskede dej ned på bagepapiret og ’fold’ den om sig selv 4-5 gange.
Vend dejen så foldningerne vender nedad og placer skålen ovenpå dejen.
Nu skal dejen hæve 1 times tid til…
I ventetiden placeres gryden i ovnen som varmes til en temperatur på 250°C.
Tag den varme, varme gryde ud af ovnen, kom dejen op i gryden med papiret og husk låget!
Brødet bages i 30 minutter.
Tag så låget af gryden, reducer temperaturen til 225°C og bag 15 minutter til.
Nu hvor brødet er bagt skal I altså vente 1 times tid med at smage ..
Ja, det tager 100 år, men det grydebrød bliver perfekt!
Skriv et svar