BABYBALLADE

Der er en vis poesi i hvor smukt livets banalitet kan formuleres.
Men jeg er ikke poet.
Dette er blot den bittersøde realitet. Babyballade.
Mor er klar til koma.
Må tage til takke med kodimagnyler og kaffe.
Sort kaffe. For mælken er sur.
Og det er babyerne også.
Lort…
Det er normalt. Det har jeg eksperternes ord for.
Men til tider er jeg desperat.
Og træt.
Træt af, at være træt.
Til tider for træt til at være menneske…
At være mor og menneske er ikke altid det samme.
Sådan er livet.

Elskeligt og til at blive tosset af.
Elskede balladebabyer.
Det er konsekvensen af kærlighed. Jeg er ved at blive tosset. Koncentrationen er kompromitteret.
For nylig kom jeg hæmoridecreme i ansigtet.
Så.

Børn er produktet af kærlighed og naivitet.
Men når man så skal have familielivet med lykke, logistik og leverpostej til at fungere, konfronteres man også med realiteten.
På brutal vis. Børn er brutale.
I kombinationen af kærlighed og desperation prøver man bare at gøre dem glade. Men det er ikke altid nok at elske dem.
Jeg skal være et bedre menneske end jeg er. Altid.
Det er jeg ikke altid.

Jeg er ikke perfekt.
Det har jeg accepteret.
Jeg vil bare være god nok. God nok til at gøre dem jeg elsker glade.
Det er jeg ikke, altid.
Kærlighed er ikke nok, altid.
Sådan er livet.

Der er perfekte dage og der er lortedage. Perfekte lortedage.
Tider tider hader jeg det.
Også hader jeg mig selv.

Men jeg elsker dem. Med alt hvad jeg er. Også den del af mig som aldrig er god nok.