10 ÅRS KÆRLIGHED

Sentimentalitetschikanen stopper aldrig.
Sorry.
For 10 år siden skete der nemlig noget, som jeg er evigt taknemlig for.
Mit livs kærlighed. Hvad der er muligt. Taknemlig for tilfælde.

Jeg husker en tid da vi levede forskellige liv, i forskellige lande. Forskellige verdener.
Da vi ikke kendte til hinanden.
Da vi bare var den forelskelse, man venter på at møde. Tilfældigt.

Jeg havde det skidt da vi mødtes.
Deprimeret, men vis på, at livet ikke skulle være sådan.
At jeg ikke skulle være sådan.

Selv da, da jeg ikke kendte til hans eksistens i denne kedsomlige verden, elskede jeg ham.
Det var ham jeg ventede på.
Og det er hvem han altid har været for mig.

At møde ham ændrede alt. Livet. Og siden da er verden blevet større og større.
Større og større.
Alverdens muligheder. Alverdens tid.

Nogen venter en livstid på det møde.
Vi var unge da vi mødtes. Unge, dumme, forelskede. Perfekte.
Børn. 17 år var jeg. Nu, 27.
Shit…
Nu er børnene Ask og Ari. Livet leves på ny.

Vi kan takke hinanden for alt i livet. Skidt og kanel.
Alt takket være et tilfælde for 10 år siden.
Hos dig ved jeg hvem jeg skal være. Tak.
Jeg elsker dig.