VELKOMMEN TIL, ARI

15. juli 2018

Ari · 3
Hils på Ari.
5. juli kl. 17:25 kom han til verden. Ikke på hospitalet, som elskelige Ask, men i huset. I familiens nye hjem kom et nyt liv til. Hvor jeg netop nu drikker kaffe, mens Ask putter og Ari sutter. Og prutter. Sådan er livet så idyllisk.

Nu tager jeg mig tid. Tid til sentimentalitet. Tid til reaktionen på noget så ekstraordinært ordinært som en fødsel og prøver med sprogets banalitet at definere det.

Jeg er ikke poet. Kan noget så menneskeligt i den banale brutalitet af blod, prut, smerte, hormoner og kærlighed være poetisk?

Nu er han godt og vel 1 uge gammel og på kærligste klichévis er det som om, at tid ikke eksisterer. Dufter stadig af nyfødt. Visse ting bliver aldrig kedeligt. Elsker den duft. Den er ny, men gammel. Sådan duftede Ask også for 1 år siden.

For Ask er ikke en baby.
Og det er bittersødt at konstatere.
Den kærlighed den lille skid demonstrerer, indikerer at en vis lille dreng er ved at blive stor.
Jeg er så taknemmelig. For moderskabet. Broderskabet. Tak, Ask.

Til orientering er intentionen nu ikke at banalisere hospitalsfødsler.
Fødslen af Ask var perfekt. Smuk, smertelig. Ved at tage livet af mig og for det fik jeg et nyt liv igen. Jeg gjorde det glædeligt igen og igen. Hospitaler associeres nu ikke med død, resistente bakterier, klinisk kedsommelighed og lortekaffe, men liv. Ask.

Det er nok så individuelt hvad man er komfortabel med.
Hospitalsfødsler er der en vis praktikalitet ved og svineriet er der altså ikke personale til hjemme i privaten. Der skal en praktisk gris til.

Ligesom Ari, var medikamenter til fødslen af Ask ikke aktuelt.
Ikke af princip. En fødsel er en fødsel og resultatet et nyt liv hvad end man medicineres eller ej. Den moralske problematik er man ikke interesseret i når man har vekrise.
Skal der cocktails af diverse medicinske substanser til, så er det sådan.

The show must go on…

Ak og ve.
Men altså, det er nok derfor, at jeg til fødslen af Ask periodisk kun var til stede fysisk.
Psykisk var jeg et sted hvor smerten ikke var ved at tage livet af mig. Alene. Min elskede fjeldged ventede på mig i det lokale på hospitalet hvor Ask blev født.

Til fødslen af Ari konfronterede jeg smerten og var til stede. Fysisk og psykisk.
Jeg ville ikke være alene et sted hvor far ikke kunne hilse på…
Ved fødsler bliver mødre til. Og fædre.

Så fjeldged blev til praktisk gris og når han ikke fungerede som sådan, var han definitionen af kærlighed. Hjemlig hygge. Den perfekte kombination af kærlige ord til mor og så lige en øl til nerverne på fars blodige tøj. Ari kom til verden, ikke i en erfaren professionels sterile gummihandsker, men i fars tatoverede hænder.

Elskede. Vi gjorde det. Vi.

Ari, velkommen til verden. Smukke og grusomme ting vil ske.
Du skal ikke være bange.

Ari · 1

2 Kommentarer

  • Svar Sidsel Vedvik 19. juli 2018 at 22:00

    Vidunderlig vakkert skrevet.❤ Takk Anna for du ville dele din vakre historie.

    • Svar Anna Emilie 24. juli 2018 at 13:12

      Jamen, selv tak! Jeg er simpelthen så glad for, at du ville læse den.

    Skriv en kommentar